Ideer til legepladsen derhjemme
Vi har samlet et par idéer til leg og motion derhjemme, - og samtidig får du trænet lidt skoleopgaver og styrker din indlæring på en sjov måde.
Leg og øv sammen med din søster, bror eller forældre!
Motion giver et kick til hjernen
Motion og fysisk bevægelse er bare godt for vores hjerner. Det giver energi og nye tanker til skoleopgaven, når man tager et par power breaks på bare 5-10 minutter.
Det, at du får bevæget din krop på alle mulige måder, gør, at du træner grundmotorikken. Grundmotorikken er vigtig for indlæring og fx læseparathed. Og så kan mor og far sikkert også have brug for lidt frisk luft.
Motorisk træning udvikler vores grundlæggende sanser, som har betydning for, at vi kan lære optimalt.
De tre sanser er:
Vestibulærsansen (labyrint- el. rundtossesansen)
Taktilsansen (følesans)
Kinæstesisansen (muskel- og ledsansen)
Legeidéer - derhjemme i haven
Gør din matematiklærer glad:
Træn tabellerne, når du hopper på trampolin eller sjipper, så er det sjovt at lære dem.
Eller udfordre hinanden med regnestykker, mens I kaster bold til hinanden. Den ene finder på et regnestykke og kaster bolden til den, som skal regne det ud.
Øv din balance, mens du øver dansk eller engelsk:
Lav en bane, du kan gå balance på af træstykker, blade (hvis det ikke blæser) eller andre ting, du kan stå på. Leg ’Skibet er ladet med’ imens. Eller lav nogle flotte hinkeruder og øv alfabetet, tabeller, dyrenavne, byer, mens du hinker remser på et ben – fx på dansk, engelsk, tysk eller fransk.
Bliv smidig som en laks og hurtig – også til at læse:
Lav en ’kaninbane’ eller forhindringsbane, hvor du enten skal hoppe, kravle over eller under noget. Eller øv limbodans i stuen, hvor du skal bøje dig bagover under en pind uden at røre jorden – til god musik.
Forhindringsbanen træner ens smidighed, balance og krydskoordination af arme og ben. Det sætter hjernens to halvdele i gang med at tale sammen og styrker indlæring og læseparathed.
At snurre træner din skarpe hjerne:
Lav en god kolbøttebane eller vær en snurretop. Når du snurrer rundt på stedet eller slår kolbøtter, træner du ’rundtossesansen’.
Rundtossesansen eller vestibulærsansen træner ens evne til at holde fokus med øjnene og koncentrere sig om en opgave.
Elverdal laver legepladser, der kombinerer leg og læring.