Ida Holsts Skole - uderum der skaber fællesskab på tværs af skolen


    Elverdal tegner og etablerer ny udearealer og legeplads til Ida Holsts Skole i Svendborg, der vil stå færdig i efteråret i 2021.

    Vi har budt ind med et forslag til et uderum, som byder ind til fællesskab og giver leg og aktiviteter for alle skolens elever fra børnehavebørn til 9. klasse.


    Elverdals projekt ramte vores tanker og ideer bedst, og vi er meget begejstrede for helheden i projektet’,
    siger skoleleder på Ida Holsts Skole Kim Buchardt.


    I skolegården bliver skabt en terrassering med en varieret lege-rejse fra skolebygningerne og op til børnehaven. Terrassernes legende trin folder sig ud på tværs af udearealet ligesom rødderne i livets træ og peger ned mod de store træer ved den nye bygning til udskolingseleverne.

    Allerede ved hovedindgangen vil børn og voksne finde anslag til, hvad de kan forvente af skolens udearealer lige rundt om hjørnet: Her er udfordringer, der pirrer nysgerrigheden, og her er leg og ophold naturligt integreret i beplantningen.

    Helhed der styrker fællesskabet

    Uderummet får en naturlig opdeling i et ankomstområde, et centralt skolegårdsareal, et område for udskolingen og de grønne legeplateauer op mod børnehaven. Overgangene bliver flydende, hvilket styrker fællesskabet på tværs af årgangene,
    og udsynet over hele skolegården giver mulighed for at fornemme, hvordan alle børn har det.

    I skolegården kan elever og lærere finde masser af aktiviteter, der både udvikler og udfordrer. Legen giver energi, og gør børnene klar til en aktiv skoledag. Samtidig vil skolegården også være et grønt pausested med plads til fordybelse og
    nærvær.

    Uderummet er indrettet, så det er let for lærerne at integrere udeundervisning. Et nyt samlingsområde med en bred amfiteatertrappe og siddeplateauer op mod de grønne plateauer skaber et behageligt og spændende rum til at tage klasseundervisningen udenfor.

    Et dynamisk landskab til leg og læring

    Den overordnede idé for skolegården er at skabe et dynamisk landskab, hvor eleverne kan finde steder gå på opdagelse hver dag.

    Legezonerne ligger som selvstændige øer med både klassiske legeredskaber i træ, balance- og klatreredskaber, dansehjørne og flere boldbaner. En cykel- og løbehjulsbane løber rundt om aktivitetsøerne i den centrale skolegård og vil igennem legen binde øerne sammen. Samtidig kan den hjælpe eleverne til en god trafikforståelse.

    Til boldspil kommer flere typer boldbaner, både en stor boldbane oppe på terrasseringen og flere pannabaner, der giver fleksible rum til al muligt boldspil, undervisning og mere leg.


    Placering
    Kyseborgstræde 5
    5700 Svendborg

    Byggeår
    2021

    Referencenummer
    8954