Randers Regnskov
Randers Regnskov har fået en sanselig og lærerig oplevelsessti i et skovstykke beliggende omkring en eksisterende afvandingskanal. Området er præget af store variationer i vandstanden og har en naturlig vildskab, der giver unikke muligheder for formidling og naturoplevelser.
Stien er anlagt med respekt for områdets karakter og veksler mellem faste brokonstruktioner og mere udfordrende passager bestående af eksempelvis trædesten og træstubbe. Beplantningen i området vil er nænsomt udtyndet, således at store, bevaringsværdige træer skånes, men med henblik på at åbne landskabet og fremhæve dets naturmæssige kvaliteter.
Langs stien etableres mindre "nicher" i skovbunden – små opholdszoner med temaer som "Livet ved vandet", "Offersted" og "Dyreliv". Hver niche udformes som et stemningsfuldt rum i naturen og vil indeholde mindre udstillingselementer, som Randers Regnskov selv står for at udvikle og opsætte. Temaerne for nicherne er i denne fase vejledende og kan justeres i takt med projektets videre udvikling.
Den samlede oplevelse er tænkt som en rejse gennem både natur og historie - med særligt fokus på jernalderens menneske og dets samspil med landskabet. Stien inviterer besøgende til at gå på opdagelse og mærke fortidens spor under fødderne i et levende og vildt landskab. Som en del af projektet har Elverdal desuden udviklet en unik legeplads i form af et fortidsmine-skelet. Her foregår balancelegen på store "knogler" formet som rygrad, ribben, kranie og stødtænder – en legende og kropslig måde at engagere børn og familier i fortællingen om fortiden og dens væsener.