Østre Havn, Aalborg
Østre Havn er en bydel i hastig udvikling, og legepladsen fungerer som en rekreativ oase, der med sine varme nuancer i forskellige grader af orange fremstår både indbydende og levende.
Terrænet er formet med bløde niveauspring, som skaber naturlige højder og lavninger og giver området et dynamisk og legende udtryk. Boldbanen er udstyret med en jævn gummibelægning uden niveauspring for at sikre optimal spilbarhed, og et nettag forhindrer, at bolde forsvinder ud af området.
Legehuset rummer temaleg med temaet “is-hus”, som opfordrer til rolleleg og kreativ udfoldelse. Hertil kommer en karrusel, hvor gummibelægningens farver er afstemt med områdets øvrige farvetema for at skabe et harmonisk helhedsindtryk.
Springplatforme, kugler og halvkugler er integreret i designet og spiller visuelt sammen med gummibelægningens prikmønstre, så legen naturligt kan fortsætte ud på belægningen.