Genoptræning i parken der smitter af på hverdagen

    MarselisborgCentret ønskede at skabe en rekreativ park for patienter og besøgende. Samtidig skulle parken tilbyde træningsmuligheder, så centrets behandlere kan trække udenfor og lave øvelser med patienterne.

    Til parken har Keingart Space Activators designet en serie af enkle træningsinstallationer i egetræssveller, der falder æstetisk ind i omgivelserne. De er udviklet i samarbejde med centrets behandlere og fagfolk, og vi har produceret og monteret.

    Designet har et tredobbelt sigte – de skal både kunne bruges til træningsøvelser, fungere som opholdsmøbler for dem, der går tur i parken, og desuden være til at lege på.

    Træningsfaciliteterne er en underdel af et større projekt om at etablere byparken SPARK, tegnet af Kristine Jensen Landskab & Arkitektur.


    Designet opfylder centrets behandlingsfilosofi

    I Keingarts opgave var der lagt et dogme ned over designet af behandlerne:
    Det måtte ikke være specifikke træningsmaskiner, og det hele skulle laves af egetræssveller.

    Partner og arkitekt i Keingart Flemming Overgaard fortæller:
    "At det hele er lavet i egetræ er dels et æstetisk valg for at skabe en genkendelighed og homogenitet. Men det er også væsentligt ud fra et genoptrænings- og sundhedsfagligt aspekt.

    Centret havde medvirket til udarbejdelsen af et kompendium om deres filosofi for udendørs genoptræning (Red. Rehabilitering ude), som bl.a. beskriver, hvilke elementer der ville være gode at have til rådighed.
    De var optaget af, at træningsinstallationerne skal være noget, som patienter eller kunder kan møde i deres dagligdag - Så de bliver gode til at sige til sig selv

    - Hey, der er da lige noget med en forhøjning der … eller den der kunne jeg da lige sætte mig ned på og rejse mig op igen.

    Derfor ville de gerne have noget, der havde et mere naturligt præg, så de minder om ting, man kan genfinde i sine egne omgivelser, ude i skoven eller henne ved busstoppestedet".





    Marselisborg Centret - egetræ, genoptræning



    Marselisborg Centret - træning

    Prototyper udviklet af pinde med posten 

    Forhistorien er, at Keingart i foråret 2020 skulle havde afholdt workshops med en gruppe af centrets behandler for at få viden om træningsmuligheder og sammen bygge opstillinger, der kunne danne grundlag for prototyper.

    Men pga. Corona nedlukningen måtte det gøres anderledes. I stedet sendte Keingart pakker med små pinde a la svellerne til de faglige workshopdeltagere. De skulle så herudfra selv bygge dem sammen, tage billeder af dem og sende forslagene til Keingart.

    Flemming Overgaard fortæller:
    "Der kom meget forskelligartede bud på de små kompositioner af svellerne, og de blev til et helt bagkatalog, hvor vi valgte nogle ud og arbejdede videre fra.
    Nogle af træningsinstallationerne er nærmest 1til1, som behandlerne har foreslået. Andre har vi viderebearbejdet eller er kombinationer af elementer fra forskellige forslag. Til sidst placerede vi dem i landskabet i samarbejde med bygherre. Først på planen, og derefter tog vi over for at verificere".





    Flertydige elementer

    Designet er nedtonet og består af flertydige elementer, som kan bruges på flere måder.
    Det betyder, at man kan gå derud med en behandler eller træner, som kan lave nogle specifikke øvelser med én. Men man kan egentligt også bare selv gå i gang og prøve noget af.

    Mange undersøgelser viser, at særligt ældre, hvis de møder en maskine i det offentlige rum, så bliver de altid lidt bekymrede for, om de nu gør det rigtigt.
    Tanken bag Keingarts design er, at træningsinstallationerne er så åbne i deres udformning, at man ikke får den tanke, at man kan gøre noget forkert.

    I designet er indbygget forskellige træningsniveauer, man kan lave øvelserne på. Den største af installationerne spejler sig selv og har dobbelte funktioner for, at instruktøren kan vise en øvelse, som patienten kan gøre parallelt ved siden af.







    Marselisborg Centret - træningsniveauer

    Marselisborg Centret - trapper, træning

    Hybrider

    Er det flertydige og multifunktionelle oppe i tiden?

    "Noget af det, vi lige i øjeblikket arbejder med, er at skabe nye kombinationer eller hybrider og mere kompakte anlæg", fortæller Flemming Overgaard.
    "Tidligere har det mere været sådan, at man har en idrætsplads, der er meget specifikt til sport. Sådan en stor græsørken af en fodboldbane. Og et andet sted har man et lystanlæg, hvor man går tur om søndagen eller tager solbad. Og samtidig selvfølgelig naturen.

    Jeg ser for mig, at noget af det, vi kommer til at arbejde med, og egentlig allerede er i gang med, det er hybridformer. Hvor vi folder nogle idrætsmuligheder ind i noget, der egentlig er en rekreativ park, som så igen har et mere vildt udtryk med mere vild natur end den pæne, iscenesatte bypark, hvor græsset er slået og hækken er klippet.

    Det er samtidig en integrationsøvelse, så man kan få folk, der ikke er så aktive til at møde folk, der er mere aktive. Og på den måde kan man måske også inspirere til nogle nye fællesskaber".



    Vil du vide mere?

    Placering
    P. P. Ørumsvej 11
    Aarhus

    Byggeår
    2021

    Referencenummer
    2021