Lothepus Camping
På Lothepus Camping kan børn og voksne opleve en stemningsfuld og eventyrlig vikingeverden fyldt med leg, bevægelse og fælles oplevelser. Lege- og aktivitetsområdet er inspireret af nordisk mytologi og byder på varierede aktiviteter for børn i alderen ca. 2–12 år med plads til både rolig fordybelse og vild leg.
For de mindste venter en hyggelig vikingelandsby med fokus på rolleleg og sansemotorisk udvikling, hvor børnene kan bygge, lege i sand, opholde sig i legehusene og ride af sted på hestene. Her er også gode siddepladser til de voksne. Eventyret fortsætter langs den brusende flod med balance- og legeelementer, skjulte våben og fantasifulde vikingetogter, som leder frem til det store, gyngende vikingeskib. Skibet giver plads til mange børn ad gangen og rummer både vilde gyngeture og rolige opholdszoner.
Midt på legepladsen står den store, pladsbyggede stavkirke – områdets samlingspunkt og et imponerende klatreanlæg med flere rum, niveauer og udfordringer. Her findes blandt andet klatrenet, stiger, klatrevægge, brandmandsstang, spejle, talerør og en bred rutsjebane, der indbyder til aktiv og varieret leg.
I tilknytning til stavkirken er der en stor repgynge samt en centralt placeret hoppepude, fugleredehusker, trampoliner, vipper og et balanceområde med vikingetema. Området er indrettet med fokus på ophold, fællesskab og roligere leg og rummer gode siddepladser samt grill- og spiseområder.
Samlet set skaber projektet en unik legepladsoplevelse, hvor leg, fantasi og fællesskab går hånd i hånd og giver Lothepus Camping en stærk og attraktiv destination for hele familien.