Indelukket - en legende fortolkning af Søhøjlandet

    Indelukket er et bindeled mellem natur og by og ligger naturskønt ved å, park og skov. Udbuddet blev vundet af os med et forslag, der understøtter Silkeborg som Danmarks Outdoor Hovedstad omsat til konceptet ’bevægelse gennem naturen’.

    Legepladsen er en fortolkning af Søhøjlandet til et oplevelseslandskab, der vokser ud af den omgivende natur, og naturen ind i legepladsen. Med legepladsen er skabt et udflugtsmål og sted, hvor børn og voksne kan gå på opdagelse og forsvinde væk i timevis af leg. Samtidig får de en legende introduktion til Silkeborgs natur og kulturhistorie.


    "Vi faldt bl.a. for Elverdals forslag, fordi det passer rigtig godt til Silkeborgs DNA. Vi er Danmarks Outdoor Hovedstad og med denne legeplads får vores børn mulighed for at gå om bord i det bedste fra begge verdener – naturen og byen".
    - Kristoffer Møller Jensen, repræsentant for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget i Silkeborg Kommune.


    "Vi er utroligt glade for at få opgaven. Det er en drømmeopgave i kombinationen af leg, bevægelse, læring og landskab. Tanken bag legepladsen er at vække nysgerrigheden og inspirere til at tage ud og opleve mere af Silkeborgs natur".
    - Jens Bo Thorsager, CEO og ejer af Elverdal.

    Model - Indelukket - natur og by, mosen, skoven, eng og sø, by og sø, rutevejledning



    — Bevægelse gennem —
    naturen


    Vores idé til legepladsen er at tage børn og voksne med på en rejse igennem Silkeborgs unikke landskab. En rejse gennem forskelligartede naturscenarier med afstikkere til byens kulturhistorie og selve Silkeborg som ’byen i naturen’. Hovedgrebet er Søhøjlandets bakkelandskab. De store skove og højtliggende søer, moser og enge tegner pladsens landskab. Søhøjlandet synliggøres ved det bakkede, grønne landskab, hvor legen fortsætter i det uendelige.


    På tværs af legepladsen vokser grønne græsbakker fra at være kantafgrænsning til at blive aktive legebakker. De skaber et dynamisk og uforudsigeligt legelandskab, som er en del af den omgivende natur og naturen en del af legepladsen.

    Bakkerne skaber en naturlig opdeling i zoner med lege- og opholdsmuligheder. Et gennemgående trædæk binder zonerne sammen og gør dem tilgængelige for alle. Via trædækket kan alle komme rundt og helt tæt på legen i de enkelte zoner, også med klapvogn, rollator eller kørestol.

    I stedet for at have en legeplads med en hæk omkring, er det hovedgrebet – bakkerne – der afgrænser området og samtidig bliver en integreret del af legen og de mange legeruter, redskaber og zoner.


    Leg og læring


    Vi har i designet arbejdet med et læringsperspektiv, så legeredskaberne inspirerer børn og voksne til at lege sig ind i Søhøjlandet, få viden om landskabets tilblivelse og sammensætning - og selvfølgelig have det sjovt.

    Nysgerrigheden og opdagelseslysten får et skub ved, at børnene kan undersøge landskabet og finde spor til Silkeborgs istidslandskab, opdage kendte udsigtspunkter som Kongestolen og Kroghs Bænk, eller gå på opdagelse i Silkeborg by.

    Douglasgranen, der er det højeste træ i hele Norden og står ved Slåensøen, har inspireret til et stort klatreanlæg med klatrekogler og to lange rutsjebaner, som giver et spændende vartegn for legepladsen. Her kan børnene opleve at klatre helt op i trætop-højde på sikker
    vis og kigge ud over landskabet.

    Model - Indelukket - bevægelse igennem naturen

    Designgreb


    Bakker, dale og erosionskløfter visualiseres ved de bakkede grønne zoner og legezoner imellem disse.

    Bakkerne refererer til Silkeborgs kendte udsigtspunkter og seværdigheder: fx Louisehøj, Kongestolen, Jomfrubrysterne.

    Fyrreskoven gengives i det store klatreanlæg.

    Silkeborg by og kulturhistorie genfortælles i børnehøjde i bylandskabet.



    Model - Indelukket - bakker, dale, zoner, højde

    Er du interesseret i at høre mere? 





    Placering
    Indelukket
    8600 Silkeborg

    Byggeår
    2021

    Referencenummer
    5746