Naturlegeplads lige i Nærheden
I Nærheden kan både store og små boltre sig på den næsten 200 meter lange junglebane med et væld af legeruter på det grønne terræn. Naturlegepladsens legeområde er det største i Loopet, som er hele boligkvarteret Nærhedens sociale mødested til aktiviteter. Det ligger tæt på både boligklynger og den nye skole, der skyder op.
Til Nærhedens grønne areal har vi udviklet og etableret en naturlegeplads i samarbejde med byudviklingsselskabet NærHeden P/S, der står for udviklingen af hele boligområdet.
Legepladsens naturagtige præg, med blandt andet de krumme træstammer, er inspireret af de store grønne områder tæt på Nærheden, Sejlbjerg Mose - og Hedeland Park endnu længere ude.
Junglebanen tager den mere vilde natur med ind imellem boligerne og skaber en grøn lomme til - leg, fodbold, ophold og afslapning. I landskabet ligger den som en 'station' langs et vandløb, der opsamler regnvand, og leder hen til endnu et grønt fællesareal med borde og bænke.
Til leg på tværs af aldersgrupper
En junglebane gør det sjovt for børn at lege sammen på tværs af aldersgrupper. De mindste kan øve balance på træstammerne og klatre op over de laveste forhindringer. Når balancen først er fundet, bliver banen sværere, jo hurtigere du vil igennem banen.
Fordi banen giver forskellige sværhedsgrader, kan den udfordre alle. Her skal man både hoppe fra top til top, gå armgang, balancere på bomme og reb, klatre over net og i lianer. Naturlegepladsen lægger op til mange fælleslege, hvor alle kan være med, fx ’jorden er giftig’, ’krokodillen kommer’ eller en hurtig fange-gemmeleg. Hvem er med?
Direktør Ole Møller fra NærHeden P/S siger:
”Naturlegepladsen giver en enestående aktivitetsmulighed i NærHeden. Den ligger i en af de grønne kiler, der er med til at bringe naturen ind i bydelen og giver oplevelsen af natur, der ikke kun er klippet græs og træer. Her kan man lege i græsser med blomster, opleve insekter og iagttage vandets bevægelser. Legepladsen giver rum til både leg, bevægelse, fordybelse og læring om naturen.
Her kan børn samles i Nærheden på tværs af boligklynger og lege forskellige lege. Bedsteforældre kan skubbe det lille barnebarn på gyngen, og de lidt større skolebørn kan lege fangelege på junglebanen. Den inviterer også til, at voksne leger med, eller træner på banens forhindringer”.