LegeHavet - tematisk legeplads i Nordhavnen
… Dit fragtskib er kæntret i havnen, og dets fragt ligger og skvulper i bølgerne. Skibets stævn stikker stadig op - En kran kan måske hjælpe med at redde fragten op af havnen, hvis du får kontakt til kranføreren.
I udbuddet og konceptet fra Cobe til LegeHavet var der et ønske om to specialdesignede legeredskaber ’Kranen’ og ’Fragtskibet’ samt en forhindringsbane til en temalegeplads, som i udtryk og materialevalg skildrer Nordhavnens industrielle periode og harmonerer med havnens miljø. LegeHavet er Århusgadekvarterets legeplads og rekreative område for familier i Indre Nordhavn og er for mindre børn mellem 1-10 år.
Elverdal vandt opgaven med udformningen og produktion af de to fantasifulde legeredskaber ’Kranen’ og ’Fragtskibet’ samt et fortællingsunivers omkring de to, der bringer Nordhavns industrihistorie ind på legepladsen i det moderne byggeri.
Pladsens mange muligheder
'Kranen' og 'Fragtskibet' lægger op til rollelege omkring havnens fortælling. Men 'Fragtskibet' kan også blive til en drage og 'Kranen' til et slot, for i rollelegen kan barnet være lige der, hvor det fantaserer sig til at være.
Skibets vraggods er en forhindringsbane, der kan klatres op over eller gemme sig bag. Banen har flere legeværdier som kropskontrol, rumfornemmelse, krydskoordination og spring, der styrker led- og stillingssansen. Kasserne fungerer også rent praktisk til opbevaring.
Funktioner
1) Kranen: Opholdsplatform inden i kranens hus, rutsjebane, armgang, flere klatremuligheder: net, rebstige og tov med knuder
2) Fragtskibet: Rutsjebane og klatremuligheder
3) Forhindringsbane: Balancestubbe og -bomme i eg, trækasser til opbevaring, faldunderlag i helstøbt gummi i forskellige højder
4) Kravletønder med klatrenet
Koncept
Til legepladsen har Elverdal produceret de to specialdesignede legeredskaber ’Kranen’ og ’Fragtskibet’ sammen med skibets vragdele, kasser m.m., der ’flyder' rundt og former en forhindringsbane i bølgerne rundt om legekranen og fragtskibets stævn. Begge legeredskaber har et industrielt Nordhavns-udtryk ved brug af materialerne: eg, rustfrit og galvaniseret stål.
’Kranen’ er inspireret af de gamle kraner i havneområdet, der gennem tiden har læsset varer fra hele verden. Med ’Kranen’ og ’Fragtskibet’ åbnes en dør for børnene til at forsvinde ind i rolleleg, enten med sig selv eller sammen. De forskellige materialer stimulerer sanserne hos de mindste og udfordrer børnenes klatre- og balanceevner.
Er du interesseret i at høre mere?
Placering
Århusgadekvarteret
2150 København Ø
Referencenummer
3547 og 3550
Byggeår
2017