Aktivitetstaget Bella – kom i form på toppen af din by
Aktive udeområder, tæt på naturen og lokalt bymiljø er efterspurgte kvaliteter i større byer. Visionen bag Bellakvarteret er at skabe en pulserende bydel med samme tæthed og nærhed, som i Københavns eftertragtede brokvarterer. En bydel der mikser københavnsk hverdag med Bella Centrets internationale liv.
På toppen af Bella Centrets logistikcenter får alle nu mulighed for at dyrke udendørs sport, bevægelse og leg. Elverdal har i 2020 etableret et stort aktivitetstag til træning, boldspil og events, sammen med et hyggeligt, parklignende legeområde i gadeplan til kvarterets børnefamilier.
Der var et ønske om at skabe et aktivt, funktionelt uderum både for de lokale og for Bella Centrets internationale miljø. Tagets basketballbane er derfor fleksibelt indrettet og kan nemt omdannes til venue for Bella Centrets modeshows, filmvisninger osv.
Koncept
Med aktivitetstaget får Bellakvarter et åbent, fællesrum for aktiv bevægelse, træning og sport. Savner man idéer til træning og outfits, vil modemessen CIFF Showrooms gøre brug af taget med events, der inspirerer til en mere sund og sporty livsstil, og samarbejder med sportsverdenen.
Grundtanken er at skabe et multifunktionelt udeareal, der opfylder både de lokale beboeres og Bella Centrets ønsker og behov. Med de mange trænings-, lege- og opholdsfaciliteter bliver aktivitetstaget et naturligt mødested, og legeparken danner et frirum for børnefamilier med sjove og udfordrende legefunktioner og små, grønne oaser til picnic og solbadning.
Vores koncept for aktivitetstaget er inspireret af bygningens funktion som logistikcenter. Formsproget fra transportkasser og -ruter går igen i kasseformer, og bygningens kasseform går igen i tagets ribbe-, fitness- og mødekuber. Samtidig er banens belægning et grafisk billede på bevægelse – ruter, veje og måder at transportere sig selv rundt på.
I designet leges med oplevelsen af lys og mørke, og om aftenen bliver taget til et urbant natlandskab, der giver liv til den rå industribygning.
Funktioner på taget
En fuldstørrelse streetbasket-bane giver et stort fleksibelt areal på taget, der nemt kan omdannes til Bella Centrets formål fx receptioner, modeshows og konferencer. Alle faste installationer ligger derfor uden om banen.
De forskellige træningsfaciliteter vil appellere til mange, for her kan man træne både aerob og anaerob træning, motorik og smidighed. På 100 meter løbebanen kan man træne intervaller, balance og koordination.
Udover basketball kan den store bane også bruges til fodbold eller andre boldspil, hvor man er mange. Er man kun få, er den lukkede pannabane ideel til boldspil eller hockey.
Aktivitetstaget kan tilgås fra to trapper fra gaden eller direkte fra CIFF Showrooms.
Funktioner på legepladsen
Fra taget kan man tage en lang rutsjebane eller trappen ned til en grøn park på bygningens østside. Her har de mindste børn et hyggeligt legehjørne tæt ved bygningen, som kan skærme for solens stråler i løbet af dagen. I legehusene vil barnet finde ro til rolleleg og fantasifuld aktivitet med venner og søskende, men der kan også leges fange-gemmelege. Bakkerne kan blive til øer, hvor den farlige krokodille ikke kan fange dig.
De større børn kan udfordres på motorik, styrke og koordination i den høje klatreboks og i klatrebanens lianer. Her bliver man en hel akrobat og får bedre kropskontrol.
Pylonkarrusellen er sjov, både at sidde oppe i, og være med til at løbe rundt om og snurre kammeraterne. Hvis man hjælpes ad, giver den snurreture, der virkelig kilder i maven.