Guide til gummibelægning - minimumskrav

Bund
Ved etablering af gummi på areal uden eksisterende fast bund kræves minimum, at bærelaget skal være af asfalt, beton, fliser inkl. bundopbygninger eller bundopbygninger i form af stabilgrus, makedam/singles eller genknus (beton) med min. tykkelse på 15 cm.
Ved alle bundopbygninger skal vandet kunne drænes væk.

Ved projektudvikling skal der redegøres for løsning af drænløsning af vandet.


Anvendelsesområder
Til sportsbelægninger eller opholdsområder uden faldhøjde – etableret på eksisterende fast bund (asfalt, beton eller fliser) - anbefales min. 20 mm EPDM topbelægning. Der skal til enhver tid forprimes på bund.
Til sportsbelægninger eller opholdsområder uden faldhøjde – etableret på ny bund af stabilgrus, makedam/singles eller genknusning anbefales min. 40 mm gummibelægning (25 mm basebelægning SBR gummi + 15 mm topbelægning EPDM).


Legeplads gummibelægninger med faldhøjde
Gummibelægningens tykkelse skal som minimum tilpasses det enkelte produkts maksimale fri faldhøjde fra 0-3 m. EPDM topbelægningen skal som minimum være 15 mm over hele fladen.
Alle typer gummibelægning skal stødes op til fastkant eller føres under niveau fx ved skæring i asfalt. Læs mere under punktet skæring og kanter.


Skæring
Skæring i fast bund – vinkelret dybde på min. 2 cm, rillebredde på min. 5 cm, hvor der min. skæres skråtstillet 45 grader indvendig ud til yderste kant rille.
Lodret kant skal være forlimet.


Nedføring under niveau
Jord/græs: Hele gummibelægning føres min. 5 cm under niveau.
Løst materiale: Topbelægningen føres min. 10 cm under løst materiale.
Generelt anbefaler vi ikke, at løst materiale ved kornstørrelser under 2 mm, fx sandkassesand, i kombination med gummibelægninger med faldhøjde. Dette skyldes, at gummioverfladen overtid mister sin elasticitet samt korn 'klæber' til gummi ved fugtige vejrforhold.
Skæring mellem farveskift: Ved alle farveskift skæres kant lodret, og kanten skal til enhver tid være forlimet.
Limning mellem to farver skal udføres under tørre forhold for at sikre optimal hæftning.


Kant
Kanter som støder ind til den helstøbte gummibelægning kan være træ, beton, fliser, gummikant, aluminium/jern/stål eller lignende. Alternativt føres gummien ned i jorden – se flere detaljer under punktet skæring.


Teknisk data, gummi
Der skal kunne dokumenteres Si- kurve for belægninger.
Stødabsorption ved faldhøjde mere end 60 cm skal til enhver tid opfyldes iht. EN1177.
Der skal kunne dokumenteres at der ikke forekommer migration af stoffer iht. EN 71-3.
Der skal kunne dokumenteres, at PAH-værdier er under tilladte grænseværdi fx ZEK. 01.4-08.
Base: SBR gummi i lagtykkelse der sikre nødvendig stødabsorption jf. EN1177.
EPDM gummi (toplag): Kornstørrelse indenfor intervallet 0,5-4 mm afhængig af producent.
Brandhæmmende: Der skal som min. kunne dokumenteres klassifikation af brændhæmmende materiale iht. EN13501-1 (Brandklassifikation af byggevarer og bygningsdele - Del 1: Klassifikation ud fra resultater opnået ved prøvning af brandreaktion) og/eller EN ISO 11925-2 (Prøvning af brandreaktion - Byggevarers antændelighed ved direkte flammepåvirkning - Del 2: Enkeltflammeprøvning)
Helstøbte gummiprodukter af typen 'Gummiflis' / 'Ecoscape' anbefales ikke som egnet til belægningsmateriale. Årsagen er, at materialet generelt ikke kan leve op til ovenstående minimumskrav. Desuden rejser materialets struktur flere problematikker omkring den fremtidige drift fx i forbindelse med mulighed for, at ukrudt kan etablere sig, glasskår ikke kan fejes op, brandbarhed/ildspåsættelse samt kanyler og porøsitet kan pilles fra hinanden og puttes i munden.


Binder/ PU-lim
Der sættes krav til, at der ved blanding og udlægning anvendes påkrævet sikkerhedsudstyr jf. producentens deklaration herom.
Ved opstribning i gummi med ren hvid skal der anvendes special aromatisk binder af typen 'Alifatisk enkomponent binder'.


Udførelse
Glitning af toplag: Toplag skal til enhver tid glittes og/eller rulles, således at overfladen fremstår jævn og lukket.


Hærdning/afspærring af området
Hærdningstiden for helstøbt gummibelægning er imellem 16 – 24 timer efter endt udstøbning. For at undgå skader/spor i gummibelægningen anbefales det, at området, hvor der udstøbes gummi, altid er afspærret med byggepladshegn. Der kan i særlige tilfælde også være brug for vagt på stedet for at forhindre adkomst til gummibelægningen.


Temperatur /vejrforhold ved udstøbning af gummibelægning
Det anbefales, at der altid er over 8 – 10 grader celsius, når der udstøbes gummibelægning.
Især ved udstøbning af topbelægning (EPDM) skal det være tørt vejr.
Vinterforanstaltninger: Ved udstøbning af gummibelægning under 8 grader, fugtigt vejr og frost, anbefaler vi, at der etableres vinterforanstaltninger i form af afdækninger, telte og opvarmning med varmekanoner. Prisen for vinterforanstaltninger er afhængig af sagens omfang.


Vinterbekæmpelse
Der kan fejes sne væk fra gummibelægninger med en lille havetraktor/fræser med roterende kost på. Selve gummibelægningen kan saltes. Hvis saltet afgiver saltaflejringer, anbefaler vi, at gummibelægningen i foråret renses med højtrykrenser.